HC Andersen Marathon
26-02-2018

SNEFLOKKE OG LØBERE KOM VRIMLENDE

- løbsreportage fra 4. etape

 

Deltagerne i Stiftens Etape LØB i Bogense trodsede kulde og blæst

Af Henrik Lund Jensen

 

Vejrudsigten er ikke alt for lovende. Der holdes øje med DMI´s hjemmeside i dagene op til den 4. etape i det nordøstfynske. ”Sibirisk kulde” lyder de ildevarslende meldinger. Men lad os nu se, hvor slemt, det bliver.

Sne på vejen
På vej mod den mindste købstad på Fyn tager kulden fat. Og ved Søndersø er der sne på vejen. Uha, skal der nu løbes på glatte veje? Ved ankomsten til hallerne ved idrætsanlægget i Bogense er det med at komme ind i varmen. En kop kaffe luner lidt, og så er der ellers dømt omklædning og en foreløbig vurdering af vejret og føret. Valget et taget: en ”tyk” cykeljakke vil både tage vinden og sørge for lidt varme undervejs på de 8,195 km, som den korte rute er opgivet til. Det fysiologiske udgangspunkt er, at der bruges vældig megen energi på bare at holde varmen på sådan en dag. Og, lungerne beskyttes under opvarmningen af en ”balaclava”- hue, kendt fra cykling og skiløb. For meget kold luft er ikke godt for de sarte åndedrætsorganer. Opvarmningen distraheres af en heftig snebyge. Ok, så er vi advaret!

Ujævn bane
På grund at renovering af grusbanen på stadion løber vi over græsset på de første meter. Underlaget prøves af, og benene og fødderne vænnes til den ujævne overflade. Mere af den slag er i vente ude på ruten. Efter en forsigtig start kan der løbes hurtigere fra hallen ind mod byen. Stigninger og nedløb kendes fra tidligere løb. Den kolde luft afbødes i begyndelsen af det runde stykke stof, som sidder i kraven på cykeljakken, og det virker fint foran munden over de første par kilometer, hvor det samtidig gælder om at finde sin plads i feltet. Sving og hjørner snuppes i et væk, og det bliver også til en glimt af Bogenses ”Manneken Pis”- figur undervejs.

Udfordrende strandløb
Efter godt tre kilometer kommer vi ned til havnen, hvor både blæsten, snebygerne og underlaget er udfordrende. Stranden er med den brune tang og det løse sand som altid en prøvelse, for der kan ikke løbes ret stærkt. Det gælder om at holde balancen. Om at holde fokus. Oppe på molerne bliver det ikke meget bedre. En pibende vind med ”sneflokke” møder os, og der skal ”bides tænder sammen”. Endnu værre er det på kirkebakken, hvor sneen også har lagt sig på stien, og hvor der er decideret modvind. Denne får vi så serveret ”lige i fjæset”, indtil de to ruter skilles. På den lange rute kan deltagerne ”nyde” modvind og snebyger et stykke tid endnu.

Op mod målet
Det hele er straks mere regulært, da turen går mod det centrale Bogense igen. Op, ned, op, ned. Men på fine veje. ”Der er ikke langt igen!”, siger Hjemmeværnspolitiets udsendte ved det sidste kryds. Tak for det, og få sekunder efter lyder speaker Torben Joensens milde ryst over området. De sidste kræfter bruges op forbi hallen, og et par opmuntrende kommentarer fra speakerside giver ”medvind” hen mod målet.

Forsinket hjemkomst
Kaffe og lidt frugt efter et varmt bad hjælper gevaldigt på humøret efter 4. etape, også kaldet ”kongeetapen”. Præmieoverrækkelse og hyggesnak. På vejen hjem undgår vi heldigvis en ”to-timers kø” på motorvejen og sniger os ad mindre veje mod Odense. Det smukke sneklædte landskab kompenserer for generel træthed og forsinkelse på hjemturen.

 

Næste dans er den afsluttende 10 km i Nyborg den 25. marts. Siden starten på ”etapen” har der så været afviklet i alt 50 løb rundt omkring i det fynske landskab i perioden 2008-2018.

Resultater på www.sportstiming.dk og www.hcamarathon.dk

Dynamicweb