HC Andersen Marathon
03-04-2019

PULSEN OP PÅ H.C. ANDERSENS FØDSELSDAG


 

Mere end 300 deltagere mødte op til premieren på Kredsløbet ved Ansgar Anlæg. På en lille rundstrækning kunne de snuppe distancer fra to km til 21,097 km.

Af Henrik Lund Jensen

 

Rundeløb er blevet populær ved mange cannonball-arrangementer. For deltagere, som vil teste formen, eller som blot vil ud på en ubekendt distance, der vil afhænge af temperament og dagsform. HCA Marathon har valgt at tage denne løbsform op, og der er planlagt to løbsarrangementer i 2019. På H.C. Andersens fødselsdag og på hans dødsdag, den 4. august (der i år ligger på en søndag).

 

God stemning
Start- og målområdet i Ansgar Anlæg ligger kun få hundrede meter fra Hunderupskolen, hvor der er tilmelding og mulighed for bad & omklædning. Stemningen er god, da løberne jogger hen mod starten. God speakning, musik og super-fin opvarmning. Så bliver vi sendt ud på rundstrækningen på de to kilometer. På stier, asfalt, fliser og på græs. Et enkelt sted også gennem lidt grus. Efter en runde lærer man ruten at kende. Svingene, de mindre passager, og også vinden er udfordrende faktorer på denne aften, hvor vejret arter sig fint.

 

God service
Forplejningen står lige efter start- og målportalen. Der er masser af flinke hjælpere overalt på ruten. Så vi løbere er i gode hænder. Målsætningerne er forskellige. For nogle er det en frisk gåtur på 2 eller 4 km. For andre er det tempotræning frem mod Korupløbet eller Berlin Halvmarathon. For andre igen ”en hyggelig løbetur med vennerne”. Det mærkes også ude på ruten, hvor der snakkes og opmuntres hele vejen. Møder en enkelt, der sætter personlig rekord på 10 km. Det er flot på denne rute.

 

Klø bare på
For denne skribent stopper løbeturen desværre på grund af smerter efter de 8 km. Havde planlagt 6 runder, men det kunne ikke lade sig gøre. I stedet kan jeg glæde mig over arrangementet som sådan. Initiativet, som tiltrækker en pæn flok. Overhalinger spiller en rolle i løbet, og ruten kan i sin nuværende udformning næppe ”bære” flere end 400 deltagere. Og, der var da også bemærkninger omkring gruset ved kirken og den snørklede vej gennem græsset. I området vil der kunne laves ændringer på ruten, så der ”bliver plads” til flere deltagere, og så der måske bliver flere lige stræk. Når det er sagt, så er Ansgar Anlæg som udgangspunkt særdeles velegnet til løbsarrangementer af denne karakter. Grønt og roligt. Og meget centralt i byen.

 

God fornemmelse
Det er med en god fornemmelse i maven, at turen går hjemad fra Kredsløbet. Der er deltagermæssigt potentiale i dette arrangement, da det henvender sig til alle kategorier af motionister i alle aldre. Man kunne sagtens forestille sig, at hele skoleklasser stiller op næste gang. Netop, fordi alle kan være med, og fordi denne løbsform tiltaler mange.
Vellykket premiere på Kredsløbet, hvor 40 seje løbere gennemfører de 21,097 km., og hvor mange snuppede en ”tirsdag-aftens-10´er”.
Og, hvor der også er plads til gående deltagere.

Dynamicweb