HC Andersen Marathon
28-09-2019

DER BLIVER MEGET AT SE PÅ VED HCA MARATHON I MORGEN

- rekordforsøg af de seriøse

 

Klassisk bymaratonløb med DM og NM oplever stor interesse

Det traditionsrige HCA Marathon afvikles for 20. gang søndag den 29. september. Det klassiske byløb tilbyder 3 distancer på løbsdagen. Ud over den klassiske maratondistance er der ½ maratonløb samt den i Danmark ret unikke distance ”Løb de sidste 10”

 

HCA Marathon er Odenses største årlige internationale idrætsbegivenhed, der havde deltagere fra 48 nationer i 2018. Andre interessante tal er, at der er rigtig mange tilrejsende deltagere. Kigger man på de to lange distancer, halv-/ og helmaraton så kommer hele 65% af deltagerne ikke fra Fyn. Af de resterende 35% kommer 24% fra Odense og 11% fra resten af Fyn.

 

6.000 TIL START

- Vi oplever en stigende interesse for vores arrangement, der de seneste to år har haft en deltagerfremgang på ca. 1.500 løbere. Vi tager dette som tilkendegivelser for, at vi præsterer at lave et velgennemført arrangement, som tiltrækker løbere fra hele verden, og som sætter Odense på mange eliteløbere og motionisters landkort, siger løbsdirektør Torben Simonsen, der samtidig kan notere, at Dansk Atletik Forbund år efter år bakker løbet op. - Vi har for 14. gang indlagt danske mesterskaber på den klassiske distance for såvel seniorer som masters i vores løb. Derudover er DM og NM for politiet også en del af HCA Marathon. Dette giver HCA Marathon særstatus på nationalt plan, og det er fortsat en stor glæde at kunne se de bedste danske løbere dyste med en række af vores lokale deltagere. Sammen med det traditionelt stærke elitefelt vil kampen om DM-medaljer tilføre HCA Marathon netop den ekstra dimension, som vi gerne ser løbet bevarer.

 

DISTANCER

Ud over de klassiske distancer på den hele og halve maratondistance tilbyder HCA Marathon igen i år en 10 km, under navnet ”Løb de sidste 10”, som omfatter en strækning fra Flakhaven til mål på Atletikstadion.
– Nyskabelsen fra 2017, som blev mulig blandt andet med støtte fra Nordea-fonden, er et tilbud til den almindelige motionist, der gerne vil løbe i Odense by.

En af løbsdirektørens store udfordringer er løbsruten, der kan være ganske svær at tilrettelægge i en by under forandring, med mange vejprojekter.
- Vi skal måle ruterne op hvert år, og de skal godkendes af Dansk Atletik Forbund med henblik på mesterskaber og eventuelle rekorder. Det er igen lykkedes at lave en fin og hurtig rute, og vi lever fuldt ud op til ryet om en hurtig asfalt. Samtidig ved vi, at HCA Marathon er et godt sted at debutere på de 42 km. Løbet er nemt at overskue, nemt at komme til, og det hele er knap så hektisk som i de største storbyløb. Samtidig tilbyder HCA Marathon god service og oplevelser, der fint kan matche en række andre løb.

 

REKORDJAGT

HCA Marathon på søndag kommer til at stå i rekordjagtens tegn. Vi vil have rekorden tilbage, som Nordens hurtigste maratonløb igen. København tog rekorden i maj måned, så det hurtigst løbede maratonløb i Norden p.t. er 2:09:54 – lidt endnu. HCA Marathon har fået sammensat et elitefelt, der under de rette vejrforhold skulle kunne slå denne løbstid.

Der bliver også forsøgt at sætte to verdensrekorder på søndag. To af Danmarks bedste langdistanceløbere, Andreas Lommer fra Odense og Henrik Andersen fra Esbjerg vil forsøge at sætte nye rekorder med babyjogger. Anders løber med en enkelt jogger og går efter en tid på ½ maraton, der er bedre end 1:10:42. Henrik med en dobbeltjogger, løber den fulde distance, og målet er at komme under. 2:40.

Dynamicweb