HC Andersen Marathon
29-01-2018

LØBSREPORTAGE 3. ETAPE

- af Henrik Lund Jensen

 

Hæsblæsende etape i Assens

Den 3. runde af Stiftens Etape LØB i sæsonen 2017 - 2018 blev flot afviklet i blæsende, men løbervenligt vejr i og omkring Assens. Løberne blev også budt på sjove kommentarer undervejs.

af Henrik Lund Jensen
 

Januar er nytårsforsætternes årstid. Og et pænt felt af deltagere i den tredje afdeling ud af de fem, som afvikles i etapeløbets 10. udgave, havde valgt at stille til start på den traditionelle rute i Assens. Både for at teste vinterformen og for at få en god oplevelse på en søndag formiddag i den mørke tid. Med start og mål ved den flotte og ganske imponerende arena skulle vi ud på en rundstrækning, der førte os både forbi havnen, på brosten og fliser gennem byen - og op ad stejle bakker med senere nedløb mod målet.

 

Pibende vind
På køreturen til Assens gennem det sydvestfynske landskab kunne solens første stråler nydes, og vinden var heldigvis aftagende efter nogle heftige timer med kulingagtige vindstød over natten. Der var hvide toppe på bølgerne ud for Assens havn, og flag og vimpler stod lige ud i vinden. Vi havde noget i vente på ruterne, der på denne sidste januar-søndag omfattede både 8 km og 13 km, samt 2 km børneløb omkring arenaen. 

 

Beklædning på dagen?
Hvad skulle man så tage på? Valgte en langærmet trøje og en kortærmet yderst. Et godt valg, da det bliver lunere under løbet og man får varmen på bakkerne. Efter opmuntrende speakning og forskellige informationer afsluttende med fælles nedtælling sendes vi af sted ud på ruten. Først deltagerne på den lange distance, et par minutter senere os på den korte. Det går fint på den første kilometer. Ind i et fornuftigt udgangstempo og dernæst placering i en god gruppe. Vejene er fint tørre, og de små grusstykker ved lystbådehavnen passeres uden problemer. Turen op gennem gågaden forløber også uden gener, på asfalt, fliser og brosten. En pæn stigning skal allerede forceres her.  

 

Pulsen op
Flere bakker bydes der på efter passagen af Føtex. En lang en af slagsen forbi Bryggeriet Vestfyen, hvor der også er væskedepot. Her hepper hjælperne og kommer med positive kommentarer, tak for det. Ved Shell-tanken siger en ungersvend: "Måske sku´ man overveje at klappe!". Lidt senere gælder det dobbeltbakken i form af to stigninger, der for alvor "trækker søm ud". Pulsen er oppe i det røde felt, og det gælder om at holde fokus. Speakeren kan høres i det fjerne. Og, nu går det endelig nedad. Benene er blevet en smule stive og belastede. Alligevel lykkes det at komme ind i en god rytme med en vis frekvens. Nedløbet går fint, og vejviserne sørger for at guide os optimalt rundt i området.

 

De sidste meter
Et venstresving, og 7 km-skiltet kan anes i det fjerne. Ved Assens-etapen løbes der parallelt med opløbet på den afsluttende kilometer. Dog skal 13 km-løberne ud på en ekstra sløjfe, hvor de passerer start-mål med ca. 1 km tilbage. Asfalten og underlaget er fint, og der kan sættes en form for slutspurt ind mod den forløsende målportal. Torben Joensen speaker os venligt i mål, og løbsdirektør Torben Simonsen står klar med et håndtryk og et par opmuntrende bemærkninger.

 

En afjogningstur i start-mål området, kaffe og kage til venlige priser, en øl og en god snak med løbekammerater i cafeteriaet. På vej hjem går snakken livligt med Henrik Simonsen og Brian Schmidt, der begge har været på podiet på denne dag. 

 

Om kun fire uger går det løs med den 4. etape i Bogense. Vi kan godt begynde at se frem mod nye udfordringer i den nordvestfynske kystby!

 

Resultater i Assens (nettotider):

 

8 km:
1. Jonas Birkkjær             26,41
2. Mikkel Hansen             28,15
3. Christoffer Damm         28,58
 

1. Tine Rosengreen Pallisgaard    31,34
2. Mia Lichtenstein                         33,21
3. Ane Marie Veggerkilde              35,48

 

13 km:
1. Steffen Massaro                       44,46
2. Brian Schmidt                           45,52
3. Henrik Simonsen                      46,13
 

1. Anja Carstensen                         57,28
2. Marianne Rasmussen              1.02,55
3. Vibeke Hermann                      1.03,27

Dynamicweb